Mariendal Snedkeri
David Svane

˚

˚

Værktøj

Værktøjet er af afgørende betydning for et godt resultat. Stålets kvalitet, billedskærerjernets design og slibning, har stor indflydelse på skæreglæde, tidsforbrug og det færdige resultat.

Det kan være svært at finde de rigtige billedskærerjern, idet flere af de nye fabrikater, ifølge min erfaring, ikke er hvad de var engang. Fabrikanterne tilfører bl.a. stålet krom og nikkel, for at jernene skal se mere blanke og tillokkende ud. Disse jern er imidlertid ofte for hårde, hvilket besværliggør slibeprocessen og kan medvirke til ægbrud. Derfor har jeg selv smedet det meste af mit værktøj, uden at jeg er specialist på området. Denne færdighed har dog gjort det muligt for mig at fremstille specialværktøj til bestemte formål så vel som standard udstyr.

Stålet skal helst være sejt fremfor meget hårdt, det er tit de mere primitive ståltyper, der har disse egenskaber. Meget af hemmeligheden ved den gode skæreevne, skal dog også søges i hærdningen og anløbningen af stålet.